Våd og fugtig hønsegård?
Alle med høns vil opleve at deres hønsegård bliver fugtig efter lang tids vådt vejr.
Gennem årene har jeg afprøvet flere forskellige metoder og metoden afhænger i høj grad af hvad man ønsker at opnå og hvad man vil investerer af tid og materialer.
Det bedste er, at man inden hønsegården placeres, finder et sted, der ligger højere end resten af haven, få cm gør en forskel, så kan det meste vand løbe fra.
Så er overdækning af hønsegården godt, men ikke alle har den mulighed.
Et tykt lag grus på min 10 cm, vil for det meste kunne holde gården tør. Det skal dog fornyes årligt, men er en god investering, da det nemt kan rives og holdes pænt og skulle der komme rotter på besøg, har de ingen gemmesteder.
En halmgård giver hønsene timers beskæftigelse, men halm bliver også vådt og skal fornyes. Den brugte halm er glimrende til køkkenhaven som bunddække , men i hønsegården skal der holdes øje med rotter, de kan gemme sig i halmen.
Flis af alle slags træer og i 15-20 cm tykt lag, ser pænt ud og der lever meget godt kryb til hønsene i det. Flis kan ikke rives særlig nemt, så der skal fyldes efter jævnligt og der skal holdes øje med rottebesøg.
Der var engang, hvor vi efter flere ugers frost, fik tø og min hønsegård nærmest blev et plørehul.
Jeg valgte en hurtig løsning - 8 sække træpiller . det virkede, gården blev tørlagt for høns og mennesker.
Det bedste valg for en lille hønseflok er et flytbart hønsehus, så er det nemt,
med et flytbart hønsenet at give hønsene nye græsgange og undgå smattede hønsegårde.