Sådan dyrker du dine egne blomster til dit bryllup

Skab dine egne bryllupsblomster │ Sådan planter du en skærehave til dit bryllup eller fest

Er du på udkig efter en unik og personlig måde at pynte op til dit bryllup eller din fest på? Hvorfor ikke overveje at dyrke dine egne skærehaveblomster? Ikke nok med at det giver dig mulighed for at skabe smukke, bæredygtige dekorationer – det er også en sjov og givende proces, som kan give dig en helt særlig følelse af stolthed, når du ser de blomster, du selv har dyrket, være med til at gøre din store dag ekstra magisk.

I denne guide giver vi dig tips til 5 smukke blomster du kan plante, hvordan du plejer dem, og hvornår du kan forvente at de er i sæson – alt efter hvornår du skal holde din store fest. Og selvfølgelig alt sammen med fokus på blomster, der er nemme at dyrke her i Danmark. Med disse 5 blomster kan du komme rigtig langt med dine egne blomsterdekorationer til de helt store fester.

Hvorfor vælge at dyrke sine egne blomster?

Når du vælger at dyrke dine egne skærehaveblomster, åbner du op for en verden af muligheder. Du kan vælge præcis de blomster, du elsker, og sammensætte farver og former, som passer perfekt til dit tema eller dine ønsker for brylluppet eller festen. Derudover kan du være sikker på, at dine blomster ikke er fløjet langt omkring, og du er med til at skabe en bedre forståelse for at bruge netop de blomster, der er i sæson.

Det er også en fantastisk forberedelse til den store dag, som du allerede kan begynde at gøre klar til i det allertidligst forår og frem til den store dag. Forberedelserne til brylluppet kan være stressende, men at se dine blomster vokse og blomstre kan være en dejlig afstressende proces.

Blomster dyrket i egen have

Nemme skærehaveblomster, der trives i Danmark

I Danmark har vi et tempereret klima, som giver os nogle fantastiske muligheder for at dyrke smukke blomster. Faktisk langt flere end man lige går og tror! Her er nogle nemme blomster, der er perfekte til at dyrkes i danske haver og som vil give dig fantastiske skærehaveblomster til dit bryllup eller din fest.

1. Zinnia (Frøkenhat)

Zinnia, kaldet Frøkenhat på dansk, er en fantastisk og alsidig blomst, som kommer i alverdens farver – og så har den et enormt langt vaseliv, hvilket gør den oplagt som en del af dine blomster til den store fest.

Zinnia (frøkenhat) er varmekrævende – men når de først er i gang, får man planter der giver enorme mængder af blomster. Især hvis man er flittig til at plukke af dem! De kan plantes direkte i jorden i maj, når jorden er lun. Sår du direkte i maj, vil du som en fingerregel have blomster fra midt juli og helt frem til frosten.

Zinnia skal plukkes, når stilken virker stiv og fast. Så har de et vaseliv på 7-14 dage.

Zinnia og Cosmos i skærehaven

2. Cosmos (Stolt Kavaler)

Cosmos er en af de mest populære skærehaveblomster og blomstrer i sommermånederne fra juni til oktober. De findes i et væld af farver – fra den klassiske rosa og hvid til mørkeblå og lilla. Deres lette, luftige udseende giver en lethed til både brudebuketter og dekorationer, som vi selv er vilde med.

Cosmos er nemme at så fra frø, og de er ret hårdføre. De kan dyrkes både i krukker og direkte i jorden, og de trives bedst i solrige områder. Jeg forspirer dem selv i drivhuset fra 1. april, men de kan også nemt plantes ud omkring 1. maj. Ved at forspirer dem, havde vi smukke Cosmos allerede fra midt juni. Ellers kan du forvente at du kan plukke masser af blomster fra juli måned frem til frosten.

Du får mest ud af dine Cosmos hvis du plukker stængler med flere blomster, som er i forskellige faser. De holder ikke længe i vasen, men de giver en smuk lethed og de små knopper vil springe ud efter de er plukket.

3. Valmue (Papaver)

Valmuer er en skøn og dramatisk blomst, der bringer et strejf af elegance til enhver begivenhed. De blomstrer tidligt på sommeren, fra maj til juni, og findes i mange farver, herunder røde, hvide og lyserøde nuancer. Valmuer er fantastiske til at tilføje en farvebombe til dine buketter eller som en smuk detalje i dekorationerne.

De er nemme at så direkte i jorden om foråret, og så snart de begynder at blomstre, vil de levere fantastiske, farverige blomster til dit bryllup. Vil du have helt tidligt blomstring i maj-juni, skal du så dem direkte i august og september året før – de kan også sås i marts-maj for senere blomstring i juli-september.

Valmuer har ikke verdens længste levetid i vaser, men de kan til gengæld tilføje noget helt fantastisk til dine blomsterdekorationer. Og så er de nemme at så og passe i vores danske klima, så du er næsten garanteret succes.

Lathyrus og valmue i egen have

4. Lathyrus (Ærteblomst)

Ærteblomster er helt enormt lette at dyrke og så er de utroligt smukke og meget velduftende. De blomstrer hele sommeren, fra juni til september, og de fås i et væld af farver – fra pastelfarver som lyserød og lavendel til mere dramatiske nuancer som lilla og rød. Lathyrus er ideelle til bryllupsbuketter og kranse, da de har en fantastisk duft og fine, skrøbelige blomster.

De er også gode til at klatre op ad espalier eller i potter, så de kan være både dekorative og funktionelle i haven. De kræver ikke meget pleje og trives bedst i solrige eller let skyggefulde områder.

De kan plantes direkte i april i haven – de små frø skal i vand i et par timer inden plantning. Vi forspirede selv sidste sæson omkring start marts og det gav allerede smukke buketter i slut juni.

5. Dahlia

Ingen liste med bryllupsblomster uden klassikeren over dem alle. Dahlia – også kendt som georginer. De kommer i et væld af farver, giver helt enormt mange smukke blomster med lange stængler. De er desuden nemmere end man lige tror!

Plant knoldene direkte i maj, når nattefrosten er ovre og du har smukke blomster fra slut juli. Du kan også vælge at forspire knoldene fra april – det gjorde vi selv sidste år og det betød, at vi allerede havde smukke buketter fra slut juni måned.

Dahlia er dog en høstblomst og de står allersmukkest i august måned til et smukt sensommerbryllup. Pluk blomsterne når de er sprunget godt ud – men ikke er ”overmodne”. Vil du lære mere om de smukke dahliaer, kan du læse vores blogindlæg her.

Dahlia som skærehaveblomst


Andre blomster, som også fortjener at blive nævnt i denne sammenhæng: lupiner, løvemund, kornblomst, sommerriddersporer, solsikker og amaranth.

Et skræddersyet blomsterarrangement fra din egen have

At dyrke dine egne skærehaveblomster til dit bryllup eller fest, giver dig mulighed for at sætte dit helt eget personlige præg på blomsterarrangementet. Det er desuden en bæredygtig tilgang til blomster – og du lærer alt om hvilke blomster der rent faktisk er i sæson, når du skal bruge dem.

Desuden kan det være en fin økonomisk idé, da man ofte betaler virkelig mange penge for blomster til et bryllup. Men plukker du dem selv ude i haven, er det kun frøene (og knoldene), som du skal betale for. Og eventuelt en god havesaks!

Hvor mange planter og plads du skal bruge, kommer selvfølgelig an på mængden af blomster, du ønsker dig. Men husk at hver eneste plante giver en god håndfuld blomster, så du kan komme rigtig langt selv kun med 4-5 planter af hver slags.

Vi håber i hvert fald, at du har mod på at kaste dig ud i projektet med dine egne skærehaveblomster. For det kræver kun de rette frø, lidt tid og tålmodighed (og måske lidt vand) for at du kan få din egen drømmebuket – direkte fra din egen have!

Skærehaveblomster fra din egen have

 

Køb dine haveting hos Rosenbud

Hos Rosenbud finder du et udvalg af de bedste haveredskaber, du har brug for til at få succes med din have. Hvad enten du drømmer om et rigt blomsterhav eller de mest smagfulde grøntsager. Find hele vores udvalg her.

Vi, Vibeke og Johanne står bag Rosenbud og vi har eksisteret i mere end 10 år. Med mere end 1000 glade anmeldelser på Trustpilot og dag-til-dag levering med GLS, vil vi glæde os til at betjene dig på webshoppen.

SE VORES STORE UDVALG HER