Første vinter med høns
Høns og vintervejr
Her er lidt gode fif til hvad du kan gøre, for at få dine høns godt gennem en kold vinter.
Høns er gode til at klare kulde og vintervejr. Faktisk klarer de kulde bedre end 28 graders sommervarme.
- Dit hønsehus skal være tørt og fri for træk
- Dine høns skal have adgang til vand
- Dine høns behøver mere mad når det er koldt
Dit hønsehus skal være tørt og fri for træk
Høns klarer fint frost, men de bliver syge, hvis de skal opholde sig i et fugtigt hønsehus, hvor det måske også trækker.
Du må sikre dig at udluftningen ikke medfører træk, men at der stadig er udskiftning af luft i hønsehuset. Det vil mindske fugt i hønsehuset.
Bundlaget skal være tørt, tjek det jævnligt.
Et bundlag af halm eller spåner suger fugt godt, men vil også holde på fugten, så hvis du bruger sugende materiale i huset, så mærk på det jævnligt og skift det, hvis det er fugtigt.
Fugtig halm og spåner er god grobund for mug og skimmelsvamp og især i et hønsehus, hvor temperaturen kan stige mange plusgrader på en dejlig lun solskinsdag.
Sand er et udmærket materiale, det rives let daglig for klatter og skal derfor ikke skiftes så ofte som halm og spåner. Sand suger ikke fugt, men fugt vil ophobes under sandet, hvis der er meget fugt i huset.
Dine høns skal have adgang til vand
Der er ingen levende væsener der kan overleve uden vand, så det er absolut vigtigt at dine høns får tilbudt frisk vand.
Husk, det skal bare være koldt vand. Vand er vigtigt for at hønsene kan optage næring fra deres foder, og vigtigt for deres fordøjelse, æglægning og for at de kan stabiliserer deres kropstemperatur.
Jo større vandbeholder, jo længere tid tager det før vandet fryser.
Engang var det meget populært at sætte et fyrfadslys i en firkant af mursten og en metalplade ovenpå, hvor man så sætter drikketruget. Det er en farlig løsning og jeg har altid ment at levende lys og hønsehuse med hø og halm var en rigtig dårlig kombination, så for at min nattesøvn kan forblive rolig, har jeg aldrig brugt denne løsning.
Da vi havde gammeldags glødepære, som jo udviklede meget varme, når de var tændt, kunne fyrfadslyset udskiftes med en 40 watts pære, men det var og er stadigvæk en ukontrollerbar varmekilde.
I dag kan man købe varmeplader, som nok er den nemmeste løsning. Det kræver bare at der er strøm til stede i hønsehuset. Se vores udvalg af løsninger til at holde vandet frostfrit her.
2 forskellige eksempler på hvordan du kan holde vandet frostfrit hos dine høns
Jeg har gennem årene brugt en simpel løsning.
2 vandtrug af samme størrelse, som jeg så skifter hver morgen. Den ene står til optøning i bryggerset, den anden er ude hos hønsene. Denne metode virker selv ved hård frost, hvis man hele tiden holder øje med, om vandet er frosset og skifter ud til en ny, med frisk vand.
Kommer der en periode med mild nattefrost, er det nok bare at tage vandtruget ind til natten, når man alligevel putter hønsene og sætte det tilbage næste morgen med frisk optøet vand. Høns behøver ikke vand når de sover, men man skal selvfølgelig være tidligt ude hos dem med det friske vand.
Du kan isolerer dit hønsehus, men det er ingen fordel, da meget utøj i hønsehuset dør, når det bliver frostvejr. Blodmider f.eks tåler ikke frost
Energi mættet foder i kulden
Når det bliver koldt, skal dine høns bruge mere foder.
Høns er skabt til at kunne regulere deres kropstemperatur og klare selv ekstreme kuldegrader.
Det kræver mere energi at holde varmen, når det bliver koldt og derfor er det vigtigt at hønsene får adgang til både fedtrigt samt proteinrigt foder.
Man kunne falde for fristelsen til at give sine høns mejsekugler, men lad være med det - med mindre du kender indholdet, for der er ingen krav til sammensætningen af indholdet i kuglerne og ingen ønsker vel at fylde deres høns med tilsætningsstoffer og indholdet af fedt er også for højt til høns.
Køb en energiholdig foder- eller kornblanding eller bland din egen.
Hamp, majs, byg, solsikke og hvede er alle gode, ellers brug en økologisk kornblanding og bland det eventuelt med smeltet kokosfedt med krydderurter og dine høns vil normalt få dækket deres næringsbehov.
Økologisk hønsefoder fra Rosenbud
Jeg har altid en foderautomat inde i hønsehuset fyldt med økologisk æglægningsfoder, her kan de spise når de vågner og i løbet af dagen, når de kommer ind for at lægge æg og skulle vi vågne op til snestorm, ved jeg at hønsene har mad nok, indtil jeg får ryddet ud til hønsehuset.
Ekstra vitaminer, fås nemt ved at fodre med revne gulerødder, salat og andre grønne og røde grøntsager eller giv dem tørrede urter. Prøv eventuelt også med friske spirer, de indeholder store mængder af vitaminer, som hønsene har brug for i den mørke tid.
Du kan også vælge at købe vitaminblandinger beregnet til høns.
Kontroller jævnligt ernæringstilstanden på hønsene ved at mærke dem blidt på brystbenet.
Brystbenet må ikke føles skarpt, så får de for lidt mad, men det må heller ikke, slet ikke kunne mærkes, så er hønen for fed.
Giv dem nogle håndfulde kornblanding morgen, aften og måske lidt ekstra i løbet af dagen om vinteren og krydr med hakket hårdkogte æg, tørre krydderurter og friske spirer.
Køb økologiske krydderurter til dine høns her
Høns og sne
De fleste høns bryder sig ikke om sne.
Mange af dem får svært ved at se tydeligt, når det hele er hvidt. De bliver utrygge ved dyb løs sne og når de ikke kan se eller føle fast grund under sig.
Så ryd et stykke af hønsegården for sne, så stort som muligt.
Hvis du ikke kan rydde for sne, så tramp sneen fast og spred et tyndt lag halm ud, der skal være fast underlag.
Høns kan ikke lide at synke ned i sneen og kan nogen gange slet ikke finde ud af at komme op igen
Find en metode, der virker for dig og dine høns og giv hønsene mulighed for at komme ud i den friske luft, også om vinteren