Sådan fører du nye kyllinger sammen med dine høns - sammenføring af kyllinger og høns

Når nye kyllinger og høns skal føres sammen

Rigtig mange af os har haft skrukhøns eller udruget i maskine og fået kyllinger og mange af de spørgsmål jeg får, handler om hvornår man kan sætte de små sammen med de voksne høns i flokken.

Sommer er kyllingetid og uanset hvordan ens kyllinger er kommet til verden, skal de jo sættes sammen med den store flok før eller siden.

Der er forskellige metoder til udrugning af kyllinger og de forskellige måder giver også forskellige muligheder for sammenføring af alle dyr i flokken.

Når skrukhønen udruger kyllingerne selv

Den nemmeste måde er, at skrukhønen har udruget æg i hønsehuset, her har hun hele tiden har haft kontakt til de andre høns. Når æggene klækker, vil hønen tage de små med ud, lære dem at spise og drikke og når det bliver aften, tager hun dem med ind igen og ofte sover de i den redekasse, hvor de er klækket.

Har skrukhønen været i et hus for sig selv, må hun i den første tid have en lukket gård, til hende og kyllingerne. Her må du så sørge for afvekslende foder og frisk vand, så hønemor kan lære de små at spise og drikke.

Placer dit skrukhus i nærheden af hønsehuset

Placerer du skrukhus og gård i nærheden af hønsehuset med de voksne høns, kan du forsigtigt efter et par dage lukke op for hønemor og kyllinger, men du skal være meget opmærksom på de voksne høns adfærd, nogle høns vil ikke kunne genkende eller accepterer hønemor og hendes kyllinger.

Bliver der tumult, må de voksne høns blive i egen hønsegård en uges tid mere. Nu er det vigtigt at de har tæt kontakt gennem hegn og hønemor vil føre sine kyllinger rundt i haven og finde egnede gemmesteder og de små vil lære at søge ly, hvis der er fare. Herefter vil der normalt være ro på, når alle høns går løs i haven.

Flokken vil som regel finde sammen af sig selv og har du en hane, vil han helt sikkert genne hønsene ind i hønsehuset.

Kyllinger og høns føres sammen

Sådan fører du kyllinger og høns sammen, hvis du har udruget i rugemaskine

Har du udruget i rugemaskine, er der en del du bør være opmærksom på. Din gamle hønseflok vil betragte de små som udefra kommende og de er absolut ikke velkomne, så sæt dem aldrig alene ud til den store flok.

Har du en skrukhøne, kan du prøve at liste de nyudklækkede kyllinger ind under hende efter mørkets frembrud, men hold øje med hvad der sker næste morgen og går det godt, følger du bare anvisningerne ovenover.

Har du udruget i rugemaskine, så skal de nyudklækkede kyllinger være under opsyn i en sikker kasse med varmelampe, mad og drikke. Du kan læse mere om opvækst af kyllinger og mine bedste råd efter mere end 30 år med høns i haven her.

De små skal have lært at spise og drikke, og være ca. 14 dage gamle før de kan komme i udendørsbur og det er også afhængigt af vejret. Det skal være varmt og tørvejr og de små skal have et sted at putte sig og få varmen under en varme lampe.

Det er en god ide at placere kyllingegården i nærheden af de voksne høns, den skal dog være sikret, så ingen voksne høns kan nå kyllingerne.

Hvornår kan kyllingerne føres sammen med de voksne høns?

Når jeg har ruget i maskine, plejer jeg, når de er ca. 14 dage gamle og vejret er tørt og lunt, at tage kyllinger ud i dagtimerne i en absolut sikret hønsegård, hvor hverken de voksne høns, naboens kat eller andre uvelkomne kan få adgang. Her futter de så rundt og leder efter føde, dagen lang, får frisk luft og motion og sidst på eftermiddagen kommer de i deres kyllingekasse indendørs igen.

Når de får fjer, er kyllingerne bedre isolerede og så kan de holde varmen uden varmelampe på en sommerdag, jeg giver dem dog altid mulighed for ekstra varme om natten.

Høns i haven

Når tiden kommer til at se hinanden an

Når alle kyllinger har fået fjer overalt er det på tide med en større kyllingegård med hus. Her er det vigtigt at voksne høns og kyllinger kan se hinanden og nu kan du med forsigtighed lukke de små ud på græs, men vær meget opmærksom på de voksne høns adfærd. Begynder de voksne at jagte de små, må enten de store høns eller kyllingerne være lukket inde i en hønsegård et par dage endnu.

Har høns og kyllinger haft mulighed for at se hinanden, og færdes i samme område vil sammenføringen som regel foregå uden problemer.

Har du brug for at adskille dem, kan et flytbart hønsenet være en god midlertidig løsning.

Husk, at hos Rosenbud kan du finde alt til kyllinger og høns. Blandt andet vores 100% økologiske kyllingefoder, som indeholder alt hvad en kylling skal bruge til en sund og naturlig opvækst. Det kan bruges fra de er nyudklækkede og til de begynder at lægge æg som 20 uger gamle, det er også velegnet til en afmagret rugehøne, så lad bare hønemor spise med.

Find alt til kyllingeopdræt her!