
Forspiring af planter │ Hvornår skal de gødes?
Om foråret kribler det i fingrene hos os havefolk – og en måde, man kan tage lidt tidligere hul på forårsglæderne, er ved at forspire sine planter. Hvad end man er til blomster, som mig – eller dyrker en stor og skøn køkkenhave, kan de sene vintermåneder eller tidlige forårsmåneder tages i brug for at komme på forkant med sæsonen.
Men når det store arbejde med plantningen af de mange små frø er overstået – og der så småt begynder at dukke små spirer op, kommer der et nyt spørgsmål flyvende ind. For hvordan og hvornår gøder man sine forspirede planter?
Det prøver jeg at komme med mine bedste tips til i dag. Jeg er selv en stor skærehave-entusiast, men mine gode råd kan bruges på tværs af alle små spirer! Vil du lære mere om skærehave-blomster, vil jeg anbefale dig at læse dette blogindlæg!

Hvornår skal forspirede planter have gødning første gang?
Det helt store spørgsmål opstår, når planterne så småt begynder at titte frem i de små så-bakker. For sår man i så- og priklejord har man jord uden nogen former for tilsat gødning. Det trives langt de fleste spirer bedst i til en start, så man er sikker på de ikke bliver svitset af for næringsrig jord.Men det betyder til gengæld også, at der ikke er meget næring at hente i jorden, når spirerne først har sat rødder. Derfor bør man relativt hurtigt begynde at kigge på gødning af spirerne.
Du skal gøde dine forspirede planter, når de får deres første rigtige blade
Det vil sige, at de første rigtige blade er dem, der kommer frem efter kimbladene. Alt efter hvor hurtigt dine planter vokser, vil det være efter omkring 2-4 uger efter spiringen.
Her i blogindlægget har jeg brugt mine løvemund (Antirrhinum majus) som eksempler. Dem forspirer jeg altid i den sene vinter (omkring februar), da jeg synes de er langsomme til at komme i gang. Disse blev forspiret d. 2. februar og havde første rigtige bladsæt d. 27. februar – små fire uger senere, hvor jeg begyndte at give dem en svag gødningsblanding.

Hvordan gøder jeg mine forspirede planter?
Når dine planter har fået sine første rigtige blade, kan du så småt begynde med at gøde dem. Men pas på med at give dem for meget! Start gerne med en flydende, organisk gødning som er nem at kontrollere styrken på.
Jeg bruger selv med stor succes Bio Bizz Fish Mix til alle mine planter. Den har dog en meget ”naturlig” duft, så vil man gerne have en uden lugt, kan jeg anbefale Bio Bizz Bio Grow, som også er en super gødning til de små spirer. Fordelen ved dem begge er, at det er 100% naturlig flydende gødning – så du nemt kan kontrollere styrken af dine blandinger.
Når du gøder de første par uger, er det vigtigt at starte blidt ud. Jeg giver mine små spirer gødning i vandet cirka en gang om ugen – og de første par uger er det kun 1-2 ml/L vand.
Fordelen ved at bruge vores Bio Bizz gødning er også, at du kan købe tre forskellige størrelser – så du ikke behøver købe mere end det, du rent faktisk skal bruge. I en lille 0,25 L flaske har du til over 100 L gødningsvand, når du kun bruger det til forspirede planter. Derfor vil den række fint til langt de flestes forspiringsbehov.
Hvor ofte skal jeg gøde mine spirer?
Som nævnt ovenfor anbefaler jeg at starte blidt ud med gødningsblandingen og giv dine små planter gødning en gang om ugen med vandet.
Efter de første par uger gør jeg blandingsforholdet en smule stærkere (2-4 ml/L vand), men holder mig til kun at gøde cirka en gang om ugen. Det giver sunde, stærke planter som efter et par måneders forspiring er klar til at komme i jorden.
Så er det bare om at lade gødningen gøre sit arbejde – og du kan begynde at glæde dig til at høste dine hjemmedyrkede grøntsager eller blomster.

Hos Rosenbud har vi et helt særligt udvalg af haveprodukter, som gør dit liv med have både mere praktisk og smukt. Vi er en familieejet webshop, som har været i gang i mere end 10 år.