Marts er den første forårsmåned og mine høns har allerede længe været i forårshumør. De lægger æg i lange baner, og jeg kan slet ikke nå at spise alle de æg. Men må jeg sælge ud af dem?

Du må gerne sælge ud af dine overskudsæg fra egne høns.

Høns lægger æg og det er ikke altid, vi selv kan nå at spise alle de æg, som hønsene lægger, og så er det jo nærliggende at sælge de overskydende æg. Jeg får rigtig mange spørgsmål om salmonellakontrol og meget andet fra bekymrede hønseejere, der gerne vil sælge deres æg.


Ganske kort er der få regler at følge hvis du vil sælge æg:
1. Æg skal altid være i helt nye ubrugte æggebakker
2. Æg må ikke vaskes inden salg
3. Der må ikke reklameres for salg
4. Der skal oplyses om at æggene ikke er salmonellakontrollerede
5. Der må kun sælges æg til en kendt aftagerkreds
6. Æggene må højst være 21 dage gamle
Så har du æg tilovers, så sælg dem til gode venner og naboer, og husk nu at tage en fornuftig pris.


Det er min erfaring, at de fleste gerne vil betale for sunde og velsmagende æg fra ægte fritgående høns og er de høns fodret med økologisk foder, kender jeg flere der sælger æg helt op til 5,- pr. styk.

Du kan læse mere i Tips om høns: Regler for salg af æg fra hobbyhold, og der finde et link til Fødevarestyrelsen, hvis regler jeg har beskrevet her.


Husk at, der er svar på nye #hønsespørgsmål næste onsdag, så følg med - og husk endelig at sende dine spørgsmål til mig på vpo@rosenbud.dk.